Fleksible kriterier og særlige fortrinsretter i Boligselskabet AKB Lyngby

Nogle boliger tildeles efter fleksible kriterier aftalt mellem kommunen og boligselskabet. 

Hvis du bliver tildelt en bolig på baggrund af et eller flere fleksible kriterier, vil du blive bedt om at fremlægge dokumentation, for at du opfylder kriterierne. Dette kan eksempelvis være i form af lønsedler, bopælsattest eller lignende.

Regler for fleksible kriterier for AKB Lyngbys boliger 

  • Tilknytning til AKB Lyngbys afdelinger
    Personer, der er født og/eller opvokset i AKB Lyngby eller har familie i lige linie, der bor i AKB Lyngby. Derudover seniorer, med børn eller børnebørn bosat i AKB Lyngbys afdelinger, der ønsker at flytte til en mere ældreegnet bolig (50 år uden hjemmeboende børn).

  • Uddannelsessøgende
    Personer i Lyngby-Taarbæk Kommune og beboere i øvrige boligorganisationer administreret af Almenbo, der starter eller er startet på en erhvervskompetencegivende uddannelse (erhvervsuddannelse eller videregående uddannelse). Der er krav om dokumentation så som kopi af uddannelsesaftale eller lærlinge/elevkontrakt. Personen med højeste anciennitet tildeles boligen.

  • Arbejdsmarkedstilknytning
    Person på ventelisten eller dennes ægtefælle/samlever, der kan dokumentere at have fået tilbudt eller har fast arbejde i Lyngby-Taarbæk Kommune. Arbejdsmarkedstilknytning på minimum 30 timer om ugen. Personen med højeste anciennitet tildeles boligen.


Særlige fortrinsretter
Bestyrelsen har samtidig besluttet, at følgende fortrinsretter skal gælde for beboere i AKB Lyngby: 


Tilbud om boliggarantibeviser
Et boliggarantibevis er en 3-årig aftale, der kan indgås med boligorganisationen. Aftalen giver sikkerhed for, at personen i perioden kan få tilbudt en anden bolig i boligorganisationen, hvis personen fortryder fraflytningen.
Tilbud om boliggarantibevis gælder, når

  • enlige beboere siger boligen op for at flytte i et fast parforhold
  • pensionister/efterlønsmodtagere siger boligen op for at flytte i sommerhus med fast adresse der
  • en person udstationeres i forbindelse med job.

Boliggarantibeviset gælder for beboere, der flytter fra AKB Lyngby. Med aftalen gives en sikkerhed for, at man inden for tre år efter fraflytning får tilbudt en bolig, som er tilsvarende den bolig, der flyttes fra. Med tilsvarende menes: 

  • en bolig i samme afdeling eller boligorganisation
  • en bolig med samme antal rum eller af nogenlunde tilsvarende størrelse (antal m²) og
  • en bolig med en nogenlunde tilsvarende husleje.
  • anvendes boliggarantibeviset, tilbydes den første ledige bolig i boligorganisationen, som svarer til den bolig, der fraflyttes. Der gives højst 2 tilbud om en anden bolig i boligorganisationen. Herefter er boliggarantibeviset ugyldigt.

Anvendes boliggarantibeviset ikke i garantiperioden, gives der tilbud om at blive overført til den almindelige venteliste med 3 års anciennitet.

Det koster 1.000 kr. at få et boliggarantibevis som skal betales inden fraflytning.

NB. Du kan ikke tilbydes en ny bolig, hvis du har gæld til boligorganisationen.  


Fortrinsret for børnefamilier
Børnefamilier har fortrinsret til 4 rums boliger på over 90 m² samt på 5- og 6 rums boliger.


Når man afgiver i en bolig i en af AKB Lyngbys afdelinger
Lejere , som samtidig afgiver en bolig i en afdeling, har fortrinsret til at overtage en anden bolig i AKB Lyngby. Det er en forudsætning, at man står på den interne venteliste.

Ud fra ovennævnte ret har AKB Lyngby besluttet:

  • Denne fortrinsret gælder ikke for ungdomsboliger (hyblerne i afdeling Højhuset)
  • Denne fortrinsret gælder for skilsmisseramte, der opfylder karensperioden, og personer der på grund af separation, skilsmisse eller brudt parforhold skal flytte. Fortrinsretten gælder i 1 år fra skilsmissedatoen.
  • Denne fortrinsret kan kun benyttes efter en boperiode (karens) i den boligsøgendes nuværende bolig. Boperiodens længde kan højst fastsættes til 2 år.



Ret til at bytte lejlighed 
En lejer har ret til at bytte med en anden lejer med en anden lejebolig, (uanset om denne er almen eller privat), efter en boperiode på mindst 2 år. Dog har børnefamilier fortsat fortrinsret til 4 rums boliger på over 90 m².